SUNDHED OG SYGDOM I DUESLAGET.

Af dyrlæge Anders Christiansen, februar 2004.

 

BALANCEN MELLEM SYGDOM OG SUNDHED

Sundhed og vitalitet hos vore raceduer, er et grundlæggende kriterium for succes som opdrætter. Det er derfor vigtigt, som raceduemand m/k, at have et basalt kendskab til sygdomme og sygdomsforebyggelse hos duer.

Indledningsvis er vigtig at gøre sig klart, at mange af de smitstoffer, som gør duerne syge, til stadighed findes i duernes omgivelser. På langt de fleste slag vil man kunne finde salmonellabakterier, coccidier, trichomonader (gul knop), samt orm mv. Når duerne ikke får udbrud af disse sygdomme hele tiden, er det fordi duernes immunforsvar til stadighed arbejder for at holde dem sygdomsfri. Hvis dette forsvar skal opretholdes må man som opdrætter giver sine duer optimale livsbetingelser, i form af frisk luft, lys, plads, godt foder, mineraler og vitaminer mv.

Det er altså næsten umuligt, at undgå at duerne udsættes for smitstoffer. Det er opdrætterens opgave, dels at reducere forekomsten af, og duernes tilgang til dette smitstof, dels at holde duerne så friske og fri for stress, at deres immunforsvar er i stand til at modstå de sygdomskim som de uundgåeligt møder.

 

SMITTEVEJE

Overførsel af sygdomme, kan ske ad flere veje. De vigtigste er smittekilder fra syge til raske duer er, gødning og dermed gødningsforurenet foder og vand. Der ud over forekommer luftbåren smitte, smitte gennem drikkevand, smitte gennem kromælk, smitte ved direkte fysisk kontakt og endelig smitte fra vilde fugle, gnavere samt eventuel smitte som mennesker kan transportere rundt med tøj og fodbeklædning.

 

FOREBYGGENDE TILTAG

Det gælder naturligvis, at forebyggelse er bedre end helbredelse. I det følgende skal kort listes nogle tiltag som kan være med tiltag forbedre sundhedstilstanden på slaget.

• Undgå først og fremmest overfyldte, fugtige og dårligt ventilerede slag. Som tommelfingerregel har 500 g due brug for ½ m2 gulvplads.
• Sørg for at udskifte drikkevandet mindst een gang om dagen. Man kan eventuelt tilsætte desinfektionsmiddel til drikkevandet. Endeligt kan man benytte sig af flere sæt drikketrug, således at disse kan desinficeres og tørres inden de igen tages i brug.
• Husk at give badevand regelmæssigt, og at fjerne dette umiddelbart efter brug.
• Hyppig rengøring og desinfektion, jo mindre duerne kommer i kontakt med artsfællers gødning, jo minde er risikoen for smitte. Slag, reder og inventar bør fremstilles i materialer som let kan rengøres. Husk ligeledes at rengøre volierebund. Hvis duerne går på trådbund mindskes smitterisikoen betydeligt, denne løsning rummer naturligvis  et dyrevel-færdsmæssigt aspekt..
• Brug foder og fodertilskud af høj kvalitet og med den rigtige sammensætning af næringsstoffer, vitaminer og mineraler. Brug fodertrug, som mindsker risikoen for gødningsforurening, undlad at fodre duer direkte på gulvet.
• Adskil racer som ikke fysisk matcher hinanden. F. eks. kort- og langnæbbede racer, tunge og lette racer, samt unger og gamle duer.
• Isolering af nytilkomne og syge duer. Førstnævnte i 2-3 uger, sidstnævnte til de er raske.
• Sørg for at vilde fugle og gnavere ikke har adgang til slag og volierer.
• Brug kun sunde og vitale dyr i avlen, disse parametre er i høj grad arvelige.

 

SYGDOMSOVERVÅGNING

Daglig overvågning af sundhedstilstanden på slaget er af stor betydning, fordi det naturligvis er vigtigt at opdage svækkede og syge duer så hurtigt som muligt. Hold derfor øje med følgende faktorer.

• Nedsat æde- og drikkelyst
• Nedsat aktivitetsniveau
• Manglende soigneringsadfærd og tilsmudsning omkring kloak
• Afmagring
• Tynd eller vandig og misfarvet afføring
• Hængende vinger og halte duer
• Flåd, misfarvning og belægninger i og omkring øjne, næb og svælg
• Befrugtnings- og klækningsprocent
• Belægninger, misfarvninger og abnormt tarmindhold af indre organer hos slagteduer
• Parasitter, hold specielt øje under vinger og på redeunger
• Hold ekstra øje med duer som lige har været på udstilling

Desuden kan det være af stor informativ værdi af foretage halv- eller helårlig (før og efter avlssæsonen) undersøgelse af gødningsprøver fra slaget. Prøverne undersøges for orm, coccidier og salmonellabakterier. Man kan undersøge gødning fra enkeltdyr som er under mistanke, eller undersøge “samlegødningsprøver”, som udtages ved at opsamle og sammenblande 8-10 friske klatter fra forskellige steder i slaget. Prøven pakkes lufttæt og bør undersøges så hurtigt som muligt. Ligeledes kan det være en stor hjælp i diagnostikken af sygdomsproblemer, at indsende selvdøde eller aflivede syge duer til obduktion. De fleste dyrlæge kan enten selv foretager, eller formidle at disse undersøgelser bliver iværksat.

 

SYGDOMME

I det følgende skal kort listes de duesygdomme som hyppigst forekommer under danske forhold.

 

Orm

Duer inficeres af flere forskellige arter af orm, i Danmark er de hyppigst forekommende formentlig rundormene; hårorm og spolorm. Ormene smitter gennem gødning og mange ormeæg kan overleve månedsvis i eksempelvis volierebund. Symptomerne ved ormeangreb varierer, men typisk ser man vekslende grader af diarré, afmagring og generel svækkelse. Typisk vil duerne ikke virker rigtigt sløje, men infektioner med orm svækker duerne, og kan på den måde “åbne døren” for andre infektioner.

Ormeinfektion kan konstateres ved undersøgelse af en gødningsprøve, hos en dyrlæge. Orm bekæmpes forholdsvis let med almindelige ormemidler, som er receptpligtige. Behandlingen bør ledsages af grundig rengøring af slag og volierer. I de fleste slag forekommer formentlig orm, man bør dog kun behandle hvis disse er konstateret i en gødningsprøve. Hyppig rengøring og trådbund er meget effektive måder at undgå orm på.

Eksempler på anvendelige ormemidler (indholdsstoffer).

Fenbendazol, ivermectin, levimasol, praziquantel.

 

Hud- og fjerparasitter

Duer inficeres af en række hud- og fjerparasitter. De almindeligste under danske forhold er fjerlus og –mider samt blodmider. Fjerlus er små aflange brunlige insekter på 1-2 mm, de ses typisk på undersiden af vingerne og er meget almindelige. De er forholdsvis harmløse for duerne, men forårsager små huller specielt i svingfjerene.

Fjermiderne findes i duernes fjersække, hvorfra de gnaver fjerne over, og kan forårsage beskadigede fjer og fjerløse partier. Fjermider kan ikke konstateres med det blotte øje, men kræver en undersøgelse med mikroskop af fjer og evt. hudskrab.

Blodmider lever af at suge blod, specielt på redeunger, man kan opleve unger som er næsten “levende” af blodmider, i sådanne alvorlige tilfælde kan ungerne dø af blodmangel. Blodmider er små insekter, som lige kan anes med det blotte øje, de observeres typisk på ungerne som små sorte bevægelige prikker, eller i og under redeskåle.

Fælles for disse parasitter er, at de er forholdsvis nemme at bekæmpe med diverse utøjs- og insektmidler. Afhængigt af indholdsstofferne kan de bruges direkte på duerne, samt i slag og reder. Man bør dog ikke lade redeunger komme i direkte kontakt med disse midler.

 

Gul knop

Denne sygdom forårsages af en mikroskopisk parasit – en såkaldt trichomonade. Parasitten er næsten uundgåelig, og findes på langt de fleste slag. Trichomonader er meget følsomme for udtørring, men overlever længe i vand, og smitter således gennem inficeret drikkevand og gennem kromælk til ungerne. Gul knop rammer typisk halvstore unger, som ikke har naturlig resistens. Her forårsager trichomonaderne osteagtige belægninger i hals og svælg, samt lidt sjældnere knuder omkring navlestedet og i indre organer. Blandt ungerne er dødeligheden stor, hvis ikke der sættes ind med behandling i tide. På slag hvor man oplever problemer med gul knop, kan det komme på tale at behandle forebyggende, typisk vil dette være påkrævet før avlssæsonen, og en til to gange i løbet af denne. Der er dog variationer fra slag til slag. I Danmark findes kun et virksomt stof på markedet, nemlig metronidazol.

 

Coccidier

Coccidier er mikroskopiske parasitter som lever i duens tarmkanal, de kan til enhver tid findes i næsten alle raske duers tarmsystem. Man er ikke interesseret i at udrydde coccidierne, men i at holde dem på et acceptabelt niveau. Ved konstant at blive udsat for denne parasit, som udskilles med gødningen, opretholder duerne en vis modstandskraft mod sygdommen. Ved udbrud af coccidiose vil mange duer på slaget typisk blive syge, voksne duer dør dog sjældent, sygdommen er mere alvorlig for unger og ungdyr. Symptomerne ved cocidiose er ændringer i æde- og drikkelyst, vekslende grader af diarré og nedsat aktivitetsniveau. Coccidier kan konstateres på en gødningsprøve og sygdommen kan kontrolleres med medicin. Coccidiose i udbrud er en relativt sjælden sygdom og der er nok en tendens til at sygdommen er overbehandlet. Husk at der er mange andre sygdomme end netop coccidier, som giver eksempelvis tynd afføring.

Eksempler på anvendelige coccidiemidler: Toltrazuril, sulfaclozin.

 

Paratyfus

Paratyfus, forårsages at en salmonellabakterie. Paratyfus er en vanskelig sygdom at håndtere idet den kan give flere forskellige sygdomsbilleder. Bl. a. giver den generel svaghed, diarré, knuder i vingeled, lammelse, halthed, ligevægtsforstyrrelser, høj dødelighed hos ungdyr, samt dårlig befrugtnings- og klækningsprocent . Desuden kan raske duer udskille bakterien (raske smittebærere), derfor vil bl. a. tilkøbte duer vil derfor, selv om de synes raske, kunne huse bakterien. Vilde fugle og smådyr – bl. a. rotter og mus, kan ligeledes overføre paratyfusbakterien. På mange slag findes der formentlig salmonellabakterier og derfor forekommer der en vis immunitet mod sygdommen. Udbrud af sygdommen vil derfor kun påvirke dele af slaget, og give sporadiske sygdomstilfælde og dødsfald. Den kan dog give høj dødelighed blandt unger og ungdyr. Rammer sygdommen et slag som ikke i forvejen har immunitet mod paratyfus vil der dog forekommes et massivt antal syge dyr. Sygdommen kan konstateres ved blodundersøgelse, obduktion og på gødningsprøver, man bør i den forbindelse være opmærksom på at inficerede duer udskiller bakterierne i vekslende antal. Således kan man ikke med sikkerhed udelukke at en due har paratyfus, hvis en enkelt gødningsprøven er negativ. Man bør derfor indsamle gødning over flere dage eller udtage “samlegødningsprøver” som tidligere beskrevet.

Sygdommen kan behandles med antibiotika, desværre kan det være vanskeligt at behandle de raske smittebærere, og problemet forekommer derfor, som nævnt, på en række slag.

Anvendelige midler: Enrofloxacin, cefalexin, amoxicillin, oxytetracyklin, dihydrostreptomycin.

 

Forkølelse

Forkølelse er en samlebetegnelse for forskellige virus , bakterier og mykoplasmer, som giver infektion i de øvre luftveje og øjenregionen. Symptomerne er flåd, hoste, snøften og rindende øjne. Infektionerne forekommer på de fleste slag, ofte sporadisk. I visse tilfælde kan udbruddene dog have mere massiv karakter. Duerne er som regel ikke alment påvirkede, men infektionen kan dog bane vej for andre og mere alvorlige infektioner. Forkølelse kan i mange tilfælde behandles med antibiotika, hvorvidt der skal behandles må afhænge af udbruddets karakter. Den frygtede papegøjesyge eller ornithose, vil også give forkølelseslignende symptomer, men vil ofte ramme store dele af slaget. Da papegøjesyge smitter til mennesker, bør alle due- og fugleholdere være meget opmærksomme på at søge læge, hvis de selv bliver syge i forbindelse med af udbrud af papegøjesyge blandt duerne.

Anvendelige midler: Amoxicillin, doxycyklin, enrofloxacin, oxytetracyklin, tylosin.

 

Paramyxo

Paramyxo er en virusinfektion, som giver høj dødelighed med luftvejs- og hjernesymptomer. I Danmark vaccineres mod sygdommen og den ses derfor sjældent. Sygdommen er meget nært beslægtet med Newcastle Disease som kan volde store tab i fjerkræindustrien, den er derfor anmeldepligtig. Udbrud af paramyxo har tidligere givet anledning til udstillingsforbud.

Efter vaccination mod paramyxo kan det opleves at vaccinerede duer reagerer på vaccinen med slingerhed, i de fleste tilfælde vil symptomerne fortage sig efter nogle uger. Enkelte duer kan ligeledes reagere ved at danne bylder i huden på et det sted hvor injektionen er foretaget, sådanne reaktioner er uundgåelige, men vil hurtigt hele op.

 

Brug af medicin

Det er vigtigt at slå fast, at medicin kun bør bruges, hvis der er konstateret sygdom på slaget. Eneste undtagelse herfra, er gul knop som kan behandles forebyggende, hvis man erfaringsmæssigt ved at den forekommer på slaget.

Nogle opdrættere foretrækker at give regelmæssige “kure” med forskellige former for antibiotika, selv om der ikke er sygdomsudbrud, for at forhindre f. eks. paratyfus. Denne fremgangsmåde tjener intet gavnligt formål, tværtimod fremmer den resistensudviklingen hos bakterierne, ligesom den i visse tilfælde kan give eksempelvis befrugtningsproblemer mv.

Bliver det nødvendigt at håndtere et bestemt sygdomsproblem ved hjælp af medicin, vær da opmærksom på følgende:

• Følg altid den af dyrlægen angivne behandlingsdosis og –tidsrum. Skærer man ned på enten dosis eller behandlingstid kan behandlingen være effektløs eller direkte skadelig.
• Mange former for medicin til flokbehandling, er beregnet til opblanding i drikkevandet. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at syge duer kan have nedsat eller ophørt drikkelyst, ligesom det medicinerede drikkevand i sig selv kan nedsætte drikkelysten. Vær ligeledes opmærksom på at duernes naturlige drikkelyst varierer med årstiden.
• Visse former for medicin kan forstyrre befrugtning, fjervækst mv. Det er derfor ikke helt uvæsentligt hvilken type medicin der anvendes på en bestemt tid af året, spørg dyrlægen til råds om dette.
• Antibiotika af tetracyklingruppen, er uvirksomt hvis duerne samtidig med behandlingen tilbydes grit og kalktilskud.
• Behandlede duer bør først avendes som menneskeføde tidligst 45 dage efter endt behandling
• Alle former for flokmedicinering bør ledsages af grundig rengøring og desinfektion.
• Sørg for at give ekstra vitamintilskud efter endt behandling.

 

Behandling af syge duer

På langt de fleste slag vil man fra tid til anden opleve at have en enkelt syg due. I sådanne tilfælde bør man straks isolere denne due, og placere den i et lunt rum (min. Ca. 20º). Man bør sørge for at tvangsvande og -fodre den, hvis den ikke tager føde eller væske til sig. I mange tilfælde at sygdom, dør duerne ikke af selve sygdommen, de lider af, men af tørst, fordi de ikke drikker. 300 g due har som tommelfingerregel brug for 30-50 ml vand i døgnet. Medicinering af den syge due retter sig selvfølgelig efter primærlidelsen.

Afslutningsvis skal det endnu engang understreges, at god hygiejne og lav belægningsgrad er alfa og omega i sygdomsforebyggelse hos duer. Tager man hensyn til disse faktorer kan vore duer spares for megen lidelse og medicinering.

 

KILDER

Chalmers GA: Selected Diseases of Racing Pigeons, www.crpu.org 2001

Hansen HC: Brevduen 35, 1983, 1002-1004

Kaleta EF, Krautwald-Junghanns M-E: Kompendium der Ziervogelkrankheiten, Schlütersche GmbH & Co. KG, 1999

Lüthgen W: Taubenkrankheiten, Oertel + Spörer, 1994

Schrag L: Gesunde tauben, Verlag Ludwig Schober, 1980

Tudor DC: Pigeon Health and Disease, Iowa State University Press, 1991

Veterinærmedicinsk Industriforening: Veterinærmedicimsk Produktkatalog 2002

Vogel C: Tauben, deutscher Landwirtschaftverlag, 1992