Dueslaget
af Herluf Pedersen fra bogen “Duer – en levende hobby”, som DRF udgav ved sit 50-års jubilæum den 16. november 2002.
Bogen, der er på 200 sider, indeholder desuden ca. 200 farvefotos, et afsnit om sundhed og sygdom hos duer, duernes livscyklus, lidt spændende arvelighedslære … og meget mere.
Bogen kan købes for kr. 248,00 + porto ved henvende til Herluf Pedersen, (der også er DRF´s kasserer) på telefon
97 41 29 62 eller e-mail: usakings@mail.tele.dk.
For at et dueslag kan fungere optimalt i det daglige, er der flere ting, der skal være i orden. Byg slaget, så der ikke er for mange hjørner – det letter rengøringen på slaget. Slagets klima skal være i orden. Slaget skal helst vende rigtigt – i forhold til både sol og vind. Slaget skal være bygget forsvarligt, så ubudne gæster – både de to- og de firbenede – ikke har adgang. Vælg materialer, der er lette at arbejde med. Et træslag er en sund bolig for duer – og træ er let at arbejde med ! Indret slaget efter den eller de racer, der skal være på slaget.
Før du begynder byggeriet, skal du selvfølgelig have afgjort med dig selv, hvor mange avlspar, du vil have, idet slagets størrelse er afhængig af denne beslutning. Materialevalget kan godt spille en vis rolle her. Vælger du f. eks. at lave slagets bund af træplader, er du afhængig af nogle mål, der hedder 1,22 m x 2,44 m.
Et af de vigtigste krav til slaget er kravet til frisk luft – uden træk. Ved frisk luft forstås den luft, hvori der er tilstrækkelig med ilt, ca. 18 %, og hvori kulsyreindholdet ikke overstiger 0,5 % og uden giftige substanser af nogen art. Den relative luftfugtighed skal ligge under 80 %, og så er det ønskelig, at der ikke pludselig forekommer store temperaturudsving.
Følgende er meget vigtigt:
- Slaget må aldrig overfyldes
- Der må ikke forekomme træk
- Ikke store temperatursvingninger
- Den forbrugte luft skal kunne føres bort
I hviletilstand bruger en due af ”normal” størrelse ca. 16 liter luft i døgnet, og ved normal fodring udskiller den ca. 12 liter kulsyre i samme tidsrum. Vi må dog gå ud fra, at duerne bevæger sig en hel del i løbet af et døgn, og der skal derfor erstattes meget mere luft og bortskaffes meget mere kulsyre, end de opgivne tal – ca. det dobbelte.
Fugle har højere legemstemperatur end pattedyr, nemlig omkring 41 graders celcius. Denne varme opstår ved forbrænding af foderet, og fuglen/duen giver selvfølgelig denne varme videre til sine omgivelser. Da omgivelsernes temperatur som regel er langt lavere end duens kropstemperatur, vil duen stræbe efter at gøre varmetabet så lille som muligt. Derfor sidder mange duer i kolde perioder ofte tæt sammen og de strutter med fjerene, så der kan opstå et beskyttende, isolerende luftlag mellem fjerene – alt sammen for at mindske varmetabet. Duerne bruger megen energi på at holde temperaturen på et acceptabelt niveau, hvorfor det er vigtigt, at sørge for fedtholdig ernæring.
Ved temperatur i omgivelserne på ca. 12 – 23 grader C. er den normalt producerede varme tilstrækkelig til at holde legemstemperaturen konstant, men ligger den over 23 grader, opstår der vanskeligheder for duen med varmeafgangen, og disse vanskeligheder bliver endnu større, hvis duen skal ”arbejde” kraftigt. At problemet bliver større i takt med temperaturstigninger, siger sig selv. Ved temperaturer over 30 grader kan det gå ud over duernes fysiske form. Blot dette for at pointere, at det er meget vigtigt, at der hele tiden er frisk luft på slaget – der skal måske endda installeres et ventilationssystem, så forholdene for duerne bliver optimale.
Overflødig varme hos fugle og pattedyr afgives til omgivelserne i form af vanddampe. Hos pattedyr sker dette næsten udelukkende via svedekirtlerne, men da duer ikke har svedekirtler – bortset fra føddernes underside – må de søge at afgive denne varme ved et forceret åndedræt. Duerne sidder da med åbent næb og hiver efter vejret. Ved høj varme og høj luftfugtighed er det derfor forståeligt, at duerne må anvende en masse energi for på denne måde at blive af med deres overskudsvarme.
I hviletilstand afgiver en mellemstor due godt 2 gram vand pr. døgn. For at frigøre sig for denne vandmængde, må en due udånde megen dampmættet luft. Den relative fugtighed på et dueslag, skal derfor være så ringe som muligt, – mellem 70 og 80 %. Hvis luften udenfor allerede har en fugtighedsprocent på mere end 80, vil den relative luftfugtighed på slaget selvfølgelig være endnu højere.
Dette er grunden til, at man IKKE bør anvende eternitplader indvendig, når man bygger sit dueslag – brug i stedet for fugtabsorbe-rende materialer, f. eks. træ.
En meget vigtig faktor at tage i betragtning ved bygning af et dueslag er at undgå årsager til træk, hvilket vil sige, at slagets åbninger IKKE bør vende mod den herskende vindretning på stedet. Kan dette kombineres med, at slagets facade vender sådan, at morgensolens varme udnyttes, er grundlaget for et godt dueslag til stede.
At lave gulvet, de 4 sider, samt at få taget lagt på, er der ingen problemer i. Vedrørende de 4 sider må det være lettest at lave lægteskeletter, som stilles op på gulvet, hvorefter disse 4 lægteskeletter beklædes med de materialer, man nu har besluttet at bruge.
Det er bestemt unødvendigt at isolere et dueslag.
Selve indretningen af slaget er det, der kan give flest problemer, idet slaget bør indrettes efter de duer, der skal bo i huset.
Er du nybegynder i den ædle kunst at bygge dueslag, bør du besøge nogle opdrættere af den race, du påtænker at opdrætte, så du kan få nogle fif. Det kan jo ikke betale sig, at du laver alle de fejl, vi andre har lavet.
Efterhånden bruger de fleste opdrættere vel reolreder, som har flere fordele, bl. a. er de lette at rengøre, rederne kan bruges under forårets sammenparringer – og sidst men ikke mindst: parret har her deres eget domæne, hvor enhver parring kan foregå uden at blive forstyrret af andre af slagets beboere. Vær opmærksom på, at disse reder skal have forskellig størrelse – igen, alt efter race.
Til de største racer vil jeg foreslå følgende størrelse af disse reolreder: bredde 110 cm, dybde 45 cm og højde 40 cm. I et rederum af denne størrelse kan mine Kings parre sig, have en redeskål med æg – og senere i den anden ende have en redeskål med unger i. Redeskålen med æg stilles på en lille forhøjning, så rugningen kan foregå i fred for de store unger. Til mindre racer skal disse reolreder selvfølgelig være knap så store. Siddetrekanter eller små reoler placeres på slaget, så duerne har et sted at sidde.
Vil du bygge en voliere har du 2 muligheder: en traditionel eller også ”den amerikanske model”.
Vælger du den første mulighed, skal du starte med et godt fundament, hvorpå volierens skelet placeres. Som tråd vælges fintmasket minktråd. Sørg for, at volieren er sikret mod rovdyr mindst 50 cm. ned i jorden. Der fjernes ca. 30 cm. jord i volieren, hvorefter der efterfyldes med hvidt, vasket strandsand.
Vælges ”den amerikanske model” laves 5 rammer – tag, bund, forside og 2 endestykker – , som derefter beklædes med minktråd – rammerne samles senere på husets forside. Der bør ikke være mere end 50 cm. mellem lægterne på volierens bund, som hæves ca. 50 cm. over jorden – og brug så minktråd af virkelig god kvalitet.
Den absolut billigste – og bestemt ikke den dårligste – løsning med hensyn til bygning af et dueslag, er at bygge et såkaldt voliereslag. Slaget bygges som alle andre slag, men forsiden spares. Begge typer af volierer kan bruges til dette slag. Det siger sig selv, at den åbne forside skal være i læsiden. Kan du acceptere at komme lidt senere i gang med avlen hvert forår, er denne slagform en billig løsning.
