Galleri
Danske Tumlinger
Danske tumlinger er opdrættet i Danmark siden 1572, da Kong Frederik II indførte duer, formodentlig tumlerduer fra Ostindien, til Danmark. Gennem målbevidst avlsarbejde fra danske opdrætteres side har de danske tumlinger, der betragtes som Danmarks nationalrace, nået det høje stade, de har i dag. Den danske tumling opdrættes i 17 varieteter og i hver varietet i op til fem farveslag/jer.
Kingduer
Denne gruppe indeholder kun én race: Kings. Racen er fremavlet i USA sidst i 1900 tallet. Kings er store duer med en vægt på ca. 900 gram. Kings er figurduer, og de skal være korte og brede – med et godt hoved, som skal være kraftigt og velafrundet. Duen skal stå på fuldstændig lige ben, og i udstillingsburet skal den udstråle “stolthed”/hp.
Lærkeduer
Coburger Lærkeduen er en tysk racedue. Det er ikke en gammel duerace, idet den kun er ca. 175 år gammel. Den hører til formduerne, og har en kropsvægt på ca. 700 gr. Tillige er det en henrivende farvedue med smukke og sarte pastelfarver. Yngleevnen er god, og den er velegnet til fritflyvning. Den findes i 3 varieteter, lærketegnet, sølvfarvet med bånd og sølvfarvede uden bånd. Er du interesseret i yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte Dansk Lærkedueklub. (Se kontaktoplysninger under Specialklubber.)
Modena
Oprindelse: Første gang beskrevet af italieneren Paolo Bonizzi i 1840. Indført til England omkring 1870. Helhedsindtryk: Middelstor, set fra alle sider godt rundet. Bred og kort krop. Halen båret godt og optrukket. Fri stilling, stående på lige ben. Læs mere under menupunktet Raceduestandarder.
Mæfikker
Mæfikgruppen består af ca. 20 forskellige racer, som alle har det til fælles, at de har kryds. Krydset er betegnelsen for den samling af fjer, der stritter frem på alle mæfikkers hals. Mæfikgruppen kan groft opdeles i to grupper, nemlig kortnæbbede og halvlangnæbbede. Til førstnævnte hører f.eks. Turbits og Afrikanere, sidstnævnte tæller bl.a. italienere, gl. tyske og Smerler. De kortnæbbede bedømmes først og fremmest på deres hoved- og næbform, mens figur, holdning og tegning spiller en noget større rolle i bedømmelsen af de halvlangnæbbede. Mæfikker er rolige og tillidsfulde duer, til gengæld kræver de omhyggelig pleje for at yngle og trives optimalt. Således kræver opdræt af de kortnæbbede racer brug af ammeduer/ac.
Strassere
Strasseren har sin oprindelse i Tjekkoslovakiet og er fremavlet af florentinere, kropperter og markduer. Duen er i helhedsindtryk en kraftig formdue, forholdsvis kort og lavtstillet, med udpræget bredt og dybt bryst. Racen blev indført til Danmark i 1908, og ses i dag i 21 farveslag.
Strukturduer
Trommeduer
Fælles for denne racegruppe er stemmen. Hvor almindelige duer blot kurrer, så slår Trommeduens kurren over i det man kalder for den egentlige tromning. Denne lyd beskrives bedst som “kvock- kvock- kvock” eller “wack-wack-wack”, afhængig af racen. De Arabiske Trommeduer er mest udprægede i “kvock” lyden, mens Altenburgeren siger “wack”. De øvrige racer hælder mest til “wack” lyden, men Arabere og Altenburgere er de eneste to racer, hvor man har standardiseret stemmen og gennemfører egentlige stemmekonkurrencer. Her bedømmes toneleje, varighed og klang.Ydermere har Trommeduerne det tilfælles at figur og fjerstruktur kommer på førstepladsen ved bedømmelsen, farven er sekundær. Man kan på se på billederne i galleriet at Trommeduernes udseende varierer meget, og der er racer både for de, som ynder en race, der med et minimum af pasning garanterer mange unger og stemmepragt, og som det andet yderpunkt Bokharen, som er en af de vanskeligste racer at opdrætte overhovedet. Mange er bekymrede over den kraftige fodbefjering, som kræver et tørt slag og hensigtsmæssige siddepladser for at bevare deres smukke udseende. Denne opgave er dog langt lettere end mange generelt formoder, og i specialklubben er vi altid behjælpelige med gode råd om dette. Trommeduerne har en lang tradition i Danmark, dels har vi vor egen danske Trommedue, og derudover har danske opdrættere især frembragt smukke Bernburgere, Tyske Dobbeltkappede og Bokharer. I de senere år er mange faldet for de små Arabiske Trommeduer, deres energiske væsen og flotte stemmepragt. Selve mutationen på duens stemmebånd, altså det vi kalder for “trommestemmen” skal søges i mellemøsten og den vestligste del af Asien. Bokharen er opkaldt efter byen af samme navn, hvor sagnet siger at duerne blev opdrættet af lokale munke, som tillagde de “syngende” duer religiøs betydning. På samme måde skal de hvide Arabiske Trommeduer have haft status af helligheder i visse kulturer. Men som udstillingsdue er det primært opdrættere i den østlige del af Tyskland, som skal tilskrives æren. Udover de i den danske standard nævnte racer, findes der yderligere en lang række Trommedueracer, som dog indtil videre er stort set ukendte i den vestlige verden. Claus Jensen
Nationalen 2003
Dronning Margrethe Hallen Fredericia 11. og 12. januar 2003 Denne fotorække af topduerne fra Nationaludstillingen-2003 indledes med Danske Tumlinger, Strassere og Mondain, og ajourføres løbende, når nye fotos når frem til redaktionen. Senest opdateret med nye fotos 11.02.03.red