HVORFOR MINE DUER FÅR FOR FÅ UNGER ? – OM MANGLENDE BEFRUGTNING OG BLÅ ÆG.

af dyrlæge Anders Christiansen, februar 2003

Forudsætningen for succes som dueopdrætter er naturligvis, at duerne er i stand til at formere sig. Desværre oplever de fleste opdrættere af og til, at der kommer for få unger, noget af baggrunden herfor søges hermed belyst.

 

Den normale parring og befrugtning
En normal parring gennemføres ved at hannen, stående på ryggen af hunnen, fører sin klokakåbning i kontakt med hendes. Under denne kontakt, der varer 4-5 sekunder, afsætter hannen sædceller, som vandrer op i hunnens æggeleder og her sørger for selve befrugtningen. (fig. 1)

 

Nogle dage senere lægger hunnen forhåbentlig to befrugtede æg, hver med en dags mellemrum. Rugningen starter umiddelbart efter at det andet æg er lagt, og 4-5 dage senere kan man gennemlyse ægget og konstatere om ægget er befrugtet (fig. 2). Hvis udviklingen af fostret forløber normalt, klækker æggene på 17.-18. dagen. Hvis der imidlertid går noget galt i rugeperioden, således at fostrets udvikling stoppes, rådner ægget langsomt, og får et let blåligt skær. Disse kaldes i det følgende blå æg.

Befrugtningsprocenten varierer fra race til race, men bør under normale forhold ligge på 75 – 90, klækningsprocenten ligger tilsvarende på 60 – 85. Der må altså, selv under normale forhold, påregnes et vist antal ødelagte og blå æg.

 

Årstidsvariation
Under danske himmelstrøg ligger duers naturlige parringssæson fra februar til september. Parringssæsonen, og dermed duernes seksualdrift, er hormonbestemt, men styres af dagslængden. Hunnerne kan godt lægge æg uden for parringssæsonen, men mange hanners testikler er inaktive uden for denne sæson, og selv om hannerne godt kan parre deres mager, er der få aktive sædceller, som kan sørge for befrugtningen. Desuden er parringslysten væsentligt ringere tidligt på sæsonen. Disse to faktorer er stærk medvirkende til, at man tidligt på sæsonen oplever relativt mange ubefrugtede æg. Desuden er der oftest en del stridigheder om redepladser og mager på slaget i starten af  sæsonen, man må derfor forvente, at duerne ikke får den samme ro til parring og rugning, som senere på avlssæsonen. Endelig er det selvfølgelig koldere tidligt på sæsonen, og de gamle skal derfor ikke forlade rugningen ret længe, før æggene bliver for kolde og fostrene går til.

 

Fysiske omstændigheder
Ikke alle racer befrugter lige effektivt, således har racer med løs og stor befjering omkring kloakåbningen, samt meget tunge racer, ofte problemer med befrugtningen. Rugelysten kan også variere fra par til par, og kan på den måde spille ind på antallet af blå æg.

Hvis slaget er overfyldt, opstår der langt mere kamp om redepladser og territorium. Det betyder, at det kan blive svært for parrene at få ro til at gennemføre en parring uden at blive forstyrret. Ligeledes kan mange stridigheder på slaget betyde, at duerne ofte er tvunget til at forlade æggene og dermed bliver rugningen dårligere.

Æggeskallen er gennemtrængelig for fugtighed og ilt. Hvis der ikke er den korrekte luftfugtighed omkring ægget, hvilket f.eks. kan ske, hvis der er meget tørt i slaget, eller hvis de gamle ikke har adgang til badevand, kan fostret gå til grunde og ægget blive blåt. I nogle tilfælde kan man også se, at ægget klækker, men at ungen kvæles i æghinden under skallen, fordi denne hinde bliver alt for sej og uigennemtrængelig.

Kemiske substanser som rengøringsmidler og parasitmidler, er i visse tilfælde i stand til at trænge gennem æggeskallen og skade fostret. Det samme gælder for bakterier fra gødningsforurening i reden. Sørg derfor altid for at holde rederne rene, og eventuelt skifte underlaget, hvis reden bliver for beskidt. Specielt i varme perioder, hvor bakterierne formerer sig hurtigt, vil denne risiko være størst.

 

Sygdomme
Visse sygdomme kan forårsage dårlig befrugtning og blå æg. Dette gælder for salmonellabakterier, altså paratyfus, som kan angribe hunnens æggestokke og herfra sprede sig til de nylagte æg. Samme mønster viser sig ved colibakterier i æggestokkene. Spredning af bakterier fra æggestokkene er sandsynligvis den hyppigste årsag til blå æg.

Det ses af og til, at hanner kan være sterile, enten som en medfødt skavank, eller efter en alvorlig sygdomsperiode. I førstnævnte tilfælde er der sjældent noget at stille op, mens tilstanden i sidstnævnte tilfælde som regel går over efter nogle uger.

Man skal ligeledes være opmærksom på, at visse genetiske defekter kan forårsage ungedød inden klækningen, dette ses dog relativt sjældent.

Tyndskallede æg er en hyppig årsag til manglende befrugtning. Dårlig skalkvalitet kan skyldes flere faktorer, som manglende kalktilskud, mangel på D-vitamin, eller manglende adgang til sollys. I alvorlige tilfælde kan ormeinfektioner også forårsage tyndskallede æg.

 

Medicin som årsag til dårlig befrugtning
Da visse former for medicin kan forårsage dårlig befrugtning, er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke former for behandling man benytter sig af i avlssæsonen. Midler mod gul knop er kendt for at skabe dårlig befrugtning, fordi de påvirker hannernes sædkvalitet. Det er derfor vigtigt at man behandler mod gul knop på et tidspunkt, hvor der ikke finder befrugtning sted, f.eks. efter det første hold æg. Nogle former for antibiotika, f.eks. Baytril har ligeledes været under mistanke for at forårsage misdannelser og ungedød, i ægget eller umiddelbart efter klækning.

Som det kan læses er der altså mangfoldige årsager til dårlig befrugtnings- og klækningsprocent. I første omgang kan det være en god idé at notere sig, hvordan procenterne har ligget på ens eget slag gennem de sidste par sæsoner, da der som nævnt er store variationer fra race til race og fra slag til slag.
Hvis man er fortrolig med disse værdier, opdager man langt hurtigere hvis der skulle være noget galt.