Du er her

Print Friendly, PDF & Email
BERLINER LANGE

Udtale

Gruppe

Tumlinger

Specialklub

Udenlandske Tumlinger

Europastandard nr

805

Ringstørrelse

07

Oprindelse

Tyskland. Fremavlet i Berlin og omegn siden midten af det 19. århundrede.

Helhedsindtryk

Stolt og temperamentsfuld fremstilling, sart og slank med gode proportioner af alle dele af kroppen; højtstående med næsten vandret båret krop og med lodret båret hals og vandret båret hoved og næb.

Racekendetegn


Hoved: Yderst smalt og langstrakt fremefter. Set fra oven danner det en kile uden tryk eller stærke kneb. I profil danner den øverste hovedlinie med næbbet en lige linje. Baghovedet løber i en ret vinkel med halsen. Trods det lange hoved må det ikke virke groft, men stå harmonisk i forhold til den fine krop.
Øjne: Temmelig store med små pupiller, med helt lys, næsten hvid iris, om muligt uden blodårer. Øjenrandene svagt udviklede; farven afpasset efter fjerfarven; ved røde og gule blege.
Næb: Lige, langt og tyndt. Vandret båret og løbende spidst ud uden at overnæbbet griber over undernæbbet. Fladt liggende næbvorter. Næbfarve mørk ved sorte og blå, lys hornfarvet ved perlede, lys voksfarvet ved isabelfarvede, røde og gule.
Hals: Lang, tynd og lige. Lodret båret med dybt indskåret strube.
Bryst: Smalt, ikke fremstående. Bugen svagt udviklet. Ikke for dybt.
Ryg: Flad. Kun svagt skrånende bagud og smal over skuldrene.
Vinger: Stramt liggende til kroppen. Fremstående vingekant, som ikke er dækket af brystfjerene. Slagfjerene tæt lukkede og liggende på halen uden at være krydsede.
Hale: Tæt lukket, næsten båret vandret. Mindst en tommelfingerbredde længere end slagfjerene.
Ben: Lange og fint knoglede. Tæt stilling, med lange løb og lår med tætliggende, tynd benbefjering, som når til tæerne. Ved hælen let bagudbøjet og indadvendt, dog uden at de rører hinanden. Tæerne godt spredte.
Befjering: Godt udviklet og stram.


Farveslag: De skadetegnede i sorte, røde, gule, blå, perlefarvede og isabelfarvede. I de samme farver også hvidslagfjerede med perleøje, hvide med mørke øjne, blege øjenrande og lys voksfarvet næb. De sidstnævnte er et mellemprodukt, som siden begyndelsen på udstillingerne er placeret i en klasse for sig og bedømt for sig.


Farve og tegning: Den blå om muligt mørk stålblå, ikke skifer eller blækfarvet. De perlede i lyseste tone (zinkfarvet). De isabelfarvede en sart cremefarve, som nærmer sig elfenbensfarvet, de sorte med en intensiv farve med grøn glans. De røde og gule intensive. De skadetegnede med en hvid hjertetegnet plet på halsen mellem strube og bryst eller også helt uden. Dette hjerte skal om muligt være lille, dog er enhver størrelse tilladt, såfremt det ikke går for langt ned på vingerne. Underryggen hvid. Halen med halerod om muligt i en ren farve; ikke med siv eller spejlfarve. Ved de hvide og hvidslagfjerede stilles der yderst høje krav til kvalitet. De sidstnævnte med 7-9 hvide slagfjer og hvid fodbefjering løbende til hælen.

Grove fejl: For stærk og grov krop. For bred og ansat pande. For stærkt markeret eller rundt baghoved. Plettet eller for tykt eller buet næb. Nedadrettet næb. Tykke vorter. Røde øjenrande. For tyk eller buet hals (hestehals). Wamme. Stærkt fremadbøjede lår og løb. Farvede fjer på vinger eller hvidt i halen (et lille brud i iris, den såkaldte brudte iris, er kun en meget lille fejl).  

Bedømmelsesrækkefølge: Helhedsindtryk – Kropsbygning – Næb – Kropsholdning – Hale – Ben – Øjne – Farve og tegning.