Print Friendly, PDF & Email
KINESER

Udtale

Gruppe

Strukturduer

Specialklub

Strukturdueklubben

Europastandard nr

609

Ringstørrelse

08

Oprindelse

Fremavlet i områderne Nordafrika og Spanien. Indført til Tyskland omkring midten af det 19. århundrede (fra Frankrig); her er fremavlet flere farveslag, blandt vingede. Indført til Danmark 1898.

Helhedsindtryk

Strukturdue med et roligt og tamt væsen. Kroppen kort, brystet og lavtstillet. Den egenartede fjerstrukturen ses kun hos denne race.

Racekendetegn


Hoved: Let buet. Bredt mellem øjnene. Godt udfyldt pande.
Øjne: Store og livlige. Mørke ved hvide, vingede og halede ; røde til orangefarvede ved alle andre farveslag. Øjenrandene smalle, svagt udviklede og lyse; aldrig røde.
Næb: Bredt ansat og knapt middellangt. Lyst ved hvide, vingede og halede; lyst til sort ved de andre farveslag. Vorterne glatte og svagt udviklede.
Hals: Ikke for kort og med det karakteristiske "knæk". Set forfra og fra siden indhyllet i brystpuden. Struben med godt udviklet strubesæk (wamme), som gennem den højt lukkede krave (flipper) næsten ikke er synlig.
Bryst: Så bredt som muligt.
Ryg: Så bred som muligt mellem skuldrene. Let skrånende.
Vinger: Korte. Slagfjer brede.
Hale: Kort og lukket. 12 halefjer.
Ben: Korte, bredstillede og ubefjerede.
Befjering:
Flipper: Så tætte, omfangsrige og store som muligt. Godt lukkede og bagtil udløbende i "manken".
Manke: Dannes af vandrette, bagudstræbende nakkefjer.
Overpude: Dannes af lange, bløde, opad og til siden rettede brystfjer, rigeligt udviklet og udfyldt uden huller. Set forfra skal den danne en overordentlig bredde. Set fra siden smukt hvælvet og når til flipperne og dækker vingeknoerne godt.
Delingslinie: Overpuden med sine opad og til siden rettede fjer gennemskæres af en vandret linie, der ligger dybt og går fra vingekno til vingekno. Delingslinien skiller overpuden fra underpuden.
Underpuden: Består af de fjer, der fra delingslinien vokser nedad og lidt udad. Dækker vingeknoerne fuldstændigt.
Lårduske: Rigeligt udviklede, fjerduske foran benene, der om muligt når tæerne.
Drejefjer: Drejede eller opad buede fjer på skuldrene. Disse er tilladte, men ikke ønskelige.


Farveslag:
Ensfarvede: Hvide, sorte, sølvfarvede, røde, gule, blå med sorte bånd, blåfahlede med mørke bånd, blåskimlede, andalusierfarvede, blåtavlede, blåfahltavlede, rødfahlede, gulfahlede, rødfahltavlede, gulfahltavlede, gulfahlede, sorte riselhovede, mangefarvede, kites, gulddunfarvede, røde agate, gule agate, de roys.
Tigrede: Sorte, røde, gule.
Vingede: Sorte, blå med sorte bånd, røde, gule, blåfahlede, rødfahlede, gulfahlede, blåtavlede, blåfahltavlede, rødfahltavlede, gulfahltavlede.
Farvehalede: Sorte, blå, blåfahlede, røde, gule.
Hvidvingede: Røde, gule.


Farve og tegning: Alle farver så rene og intensive som muligt. Båndenes forløb spiller en underordnet rolle. Andalusierfarvede har sortblå hoved- og halsfarve.; bryst, bug og hale kun en smule lysere. Vingeskjoldet er mørkeblåt, om muligt med sort lacering og mørkt udløbende slagfjer. Der tillades rust på enkelte og upåfaldende steder. Tegningen ved vingede, farvehalede, hvidvingede, skimlede og tigrede er som ved andre sammenlignelige racer. Mangefarvede har regelmæssigt fordelte stænk og forskelligtfarvede fjer på creme- hhv. mandelfarvet bund. Slagfjer og hale er cremefarvet til hvidlig med sorte eller mandelfarvede stænk hhv. længdestriber. Tegningen bliver mørkere med alderen. Hunner er svagere tegnet end hanner. Kite er mørksort med mere eller mindre bronzeglans i hals og bryst samt bronzeindlejringer i slagfjer og hale. Ved gulddunfarvede er farven lys med gulligt anstrøg i bryst og bug. Slag- og halefjer er gulligt anløbne ved fjerskafterne. Agate er ensfarvet med mere eller mindre hvidt, uden fast defineret tegning. Slag- og halefjer forlanges ensfarvede, men er hvidligt anløbne ved fjerskafterne. De Roy har orangegul farve med delvist mahognifarvede stænk eller pletter, lejlighedsvis med mere eller mindre hvidt. Slag- og halefjer er for det meste lysere i farven.

Grove fejl: Lang, smal krop. Fiskeryg. Fejl i manken. Ensidig, lodret delt, flad eller tynd såvel som rosetformet pude. Skæv eller buet delingslinie. For mange nedadrettede fjer i overpuden. Fjerfattig underpude. Tynde, udstående, åbne eller gennemvoksede flipper. Manglende eller kun én lårdusk. Høj stilling. Røde eller grove øjenrande. Stærkt udviklede eller ensidige drejefjer. Stritfjer i halen.  

Bedømmelse: Kun i ro viser duen fuldstændigt sin struktur. Ved bedømmelsen skal hovedvægten lægges på fjerfylde, form, struktur og type. Hoved, farve og tegning har underordnet betydning.


Bedømmelsesrækkefølge: Helhedsindtryk – Struktur (dennes form og fjerfylde) – Form – Tegning – Farve.